Pitabrød er en sand klassiker, som børn ofte elsker, fordi børnene selv kan være med til at fylde brødet med de ingredienser, de måtte ønske. Men hvad med at inkludere børnene endnu mere i madlavningen ved også at lade børnene bage pitabrødet?
Hjemme hos Malene fra Åndehuller elsker de at bage. Fordelen ved hjemmebag er mange: Det er nemt og lækkert. Man kender alle de anvendte ingredienser i det, man indtager. Og så spreder det en ekstra hygge i hjemmet. Malene bruger bagning som en aktivitet, der samler familien og børnene – og så gør det jo ikke noget, at sådan en bolledej er en sansemotorisk fest for børnene.
Disse grove pitabrød smager supergodt lune. De kan både bruges på den traditionelle måde, hvor man fylder brødet med forskellige grøntsager og fx kylling eller andet kød. Pitabrødene er også superlækre fx sammen med hummus eller som tilbehør til suppe. Brødene kan med fordel bruges i madpakken med forskelligt fyld.

Du kan finde opskriften lige her, hvor Malene hjælper dig på vej med en udførlig step-by-step-guide.
Rigtig god fornøjelse!
Tip
Du kan med fordel måle ingredienserne til dejen op på forhånd. Dette gør det noget nemmere for børnene, når de skal være med i madlavningen. Malene foreslår, at man stiller ingredienserne i nogle høje plastbægere, så børnene med lethed kan hælde de forskellige ingredienser op i skålen.