Kalenderen siger juli og sommeren er over os. Hvilket bedre tidspunkt er der til at mæske sig i lækker is? Momster foreslår, at du glemmer alt om den fabriksproducerede softice, som du kender den fra ismaskiner i diverse strandboder, og i stedet laver din softice selv. Det har Malene fra bloggen Åndehuller gjort med stor succes.
Softice er en af de nemmeste desserter at lave. Den kan kombineres i et utal af varianter, fx med brombær, chokolade, jordbær, mango og meget, meget mere. Malenes opskrift er helt klassisk vaniljesoftice. Hun pynter den færdiglavede vaffelis med Oreo, men her er det i virkeligheden kun fantasien, der sætter grænser. Du kan også vælge knuste nødder, lakridspulver, krymmel eller chokolade.
Det kræver ikke meget at bikse softicen sammen. Du tilsætter blot fløde til vaniljeis, hvorefter du pisker blandingen let og luftig. Malene brugte en køkkenmaskine til dette, men du kan også sagtens anvende en håndmixer og opnå samme resultat.

Når massen er færdigpisket, kommer du den blot i en sprøjtepose og så er det ellers bare om at sprøjte isen ned i vaflerne. Har du ikke en sprøjtepose, kan du sagtens bruge en frysepose, som du klipper et lille hul i hjørnet af. Dette giver dog ikke helt det samme look, som hvis du anvender en sprøjtepose.
Vil du også kaste dig over den hjemmelavede softice, så skal du bare klikke lige her, hvor Malene guider dig igennem de forskellige trin.
Rigtig god fornøjelse!
_ _ _
Tip
Isen kan både serveres i klassiske isvafler, men også i en smuk nøddeskål til dine gæster som dessert. Tilsæt friske frugter og bær – og eventuelt en lækker chokoladesauce. Voila! En perfekt sommerdessert.