
Frikadeller kan varieres på mange måder og hitter som regel hos både store og små. De er gode til aftensmaden, kolde, i madpakken og kan nedfryses. Og så passer de altså bare perfekt i en lille børnehånd. Disse græske frikadeller med feta og persille er superlækre. De er saftige og, bedst af alt, de smager af noget!
Mette fra Momsterkontoret har lavet disse frikadeller mange gange, som hele hendes familie elsker.
Ingredienser til farsen
- 400-500 g hakket kalv og flæsk
- 1 æg
- 2 spsk mel
- 1 dl mælk
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- En håndfuld persille
- Ægte græsk feta
- Salt og peber
- Smør til stegning

Fremgangsmåde
Put det hakkede kød op i en skål og tilsæt æg, mel og mælk. Riv løget på et rivejern, pres hvidløget og put det i skålen. Klip persillen i et glas, så persillen bliver helt finhakket. Tilsæt persillen, masser af salt og lidt peber. Rør nu farsen sammen til en lind masse. Pisker du for længe med fx en elpisker, risikerer du at dejen bliver for klæg, hvilket, efter min mening, er en af de største fejl som folk begår, når de laver frikadeller.
Lad nu delen hvile på køl minimum 30 minutter, men meget gerne længere.
Når dejen har hvilket, skærer du fetablokken ud i passende kvadratiske stykker. Jeg plejer at bruge ca. en halvdelen af en blok græsk feta, men du kan jo bare bruge efter behov. Herefter vender du forsigtigt fetaen i farsen, så fetaen ikke går i stykker.
Hemmeligheden bag perfekte frikadeller er stegningen. Her er det meget vigtigt at bruge masser af smør! Mange bruger olie i stedet, men det giver slet ikke samme resultat. Dellerne skal gerne syde i smør. Det er ikke sundt, men det giver den perfekte stegeskorpe. Mange vælger at forme frikadellerne med to skeer, men jeg synes, man opnår det perfekte resultat ved at forme frikadellerne i hånden.
Herefter steger du dunserne, til de er gennemstegte. Server dine græske frikadeller med bådkartofler og tzatziki. Evt. med en græsk salat med sorte oliven til.
Velbekomme!

Tip
Frikadeller kan varieres på et utal af måder. Du kan skifte det hakkede kalv og flæsk ud med fx kylling eller oksekød. Du kan også vælge at krydre frikadellerne med fx karry, spidskommen, chili eller timian.
1 kommentar